Vådt byggemateriale

Alt har stået stille siden mandag den 14. September, hvor der blev sat stillads op, samt gjort klar til spær. Siden onsdag har det regnet uafbrudt, så alt træværk, som blev monteret her, er blevet gennemblødt op til i morgen, hvor de skal gå i gang med spær.

Siden fredag den 11.08.2017 har der været materialer på grunden, som både fik vand den pågældende weekend, men som så også har fået konstant vand siden onsdag – hvor det stortset ingen ende har villet tage.

Jeg kan godt have mine tvivl om hvorvidt materialet stadig er tørt nok til at det kan bruges.

  

Vi kan dog se at HusCompagniet var forbi onsdag aften (efter vi bad dem om at sikre materialet), for at sikre isoleringen på grunden. Tak til vores byggeleder, som tog turen forbi grunden efter vores opfordring.

Desværre har træet ikke været dækket ordentligt af som det ses nedenfor.

  

Generelt er afdækningen stadig ikke for god – kan være jeg er lidt krævende, men vådt materiale, som bruges og lukkes inde – kan ikke være en godt for nogen ting! Hvorvidt spærerne stadig er brugbare vides ikke, men det er i hvert fald ikke tørre.

De lange stykker træ ovenover til højre var gemmenblødte – så håber det blot har været til afstivning da de ikke er noget værd mere.

Her til aften regner det stadig konstant ned – så hvordan bygge materialet har det mandag morgen kan kun guderne spå om.

Eltegning v8 – næsten i mål

Så er der 99% styr på vore elinstallation, hvor vi nu er nået til generation 8 af tegningen. Vi havde sat 30.000kr ekstra af i forhold til hvad man får med som standard og merregningen lyder nu på 50.700kr, hvilket er 20.700 over vores budget tal.

Vi undres dog stadig over at en lysdæmper skal koste 589kr de 299kr som en afbryder koster? Især da en skydedæmper af samme type koster ca. 450kr inkl moms. Så det er tæt på det kan betale sig at skifte det efterfølgende – men også kun tæt på, det har de taget højde for i prisen.

Placeringer af stik og lamper er vigtige på dele af tegningen, men tilsyneladende ikke på andre. Så for os som kunde er det en kæmpe process at skulle over tegningen 100% hver gang, for blot at håbe at vi har fanget alt.

Tegningen her er dog så tæt på, at vi tænker det er sidste rettelser vi sender ind og håber så at de kan få det placeret så det bliver pænt – da vi ikke få mål på det hele.

Tilkøb til standard el.

Spot indvendig 14
Skydelysdæmper 300W 7
10 meter 5×1,5 kabel 2
Tom dåse m. indsats til 3xPDS og 20 mm rør til gangbro 6
40/46 mm tomrør til tv løsning 1
Tom dåse med 20 mm rør til surround 2
Tomrør til kamera 3
Afbryder til lampeudtag 13
Lampeudtag på eksisterende tænding -2
Stikkontakt -7
Dobbelt stikkontakt 23
Konnekterings stik KAT6 27
Bevægelsesmelder til lysstyring 2
LED lampe på loftrum 1
Astro ur til styring af udvendig lys 1
Udvendig lampe, model Canto Maxi 13
Udvendig lampe, model Tin Maxi -2

Så er alle indervægge på plads

HusCompagniets “drenge” har haft supertravlt med at indhente den danske sommer og er kommet stærkt igen. Nu står der næsten et komplet råhus. I løbet af fredagen er der blevet sat det sidste porebeton op, sammen med at der nu er ført varme og vand ind til huset.

Jeg snakkede kort med vores byggeleder sidst på dagen, som siger at vi følger tidsplanen, trods modstanden fra moder natur. Håber han kan fortsætte den gode stime, selvom moder natur er en hård modstander.

Vi håber så på bedre vejr til de stakkels håndværkere i den kommende uge hvor de starter på at sætte spær op.

  

Garagen:
  

Alrum (udsigt, skabsvæg og gang – Haley er på vej ud fra soveværelset):
  

Stuen (set fra den franske dør og udefra):
 

Bliver rart når det hele får en kosmetisk omgang, for der er en del knubs, skrammer og knækkede hjørner.

Byggemøde på grunden

Så har vi haft møde med byggelederen, som skal tage sig af vores hus fra nu og til det står færdigt. Der er allerede sket en del fra i går og til nu – så det er rimelig tæt på at de yderste indervægge står færdige.

Jeg fik snakket med ham omkring de skønhedsfejl og at vandhanen som skulle frostsikres ved garagen så lidt sjov ud, da den var trukket under porebeton væggen og ikke ført op langs væggen som foreskrevet.

Det var en fejl som vil blive rettet og han mente røret var trukket under for at rørføringen ikke lå i vejen. Dog vil det ødelægge isolering tænker jeg, når det skal trækkes igennem da røret er helt væk fra indersiden.

  

Men ellers fik jeg svar på mine spørgsmål og fik en god snak med ham og glæder mig nu til de kommer videre – for om allerede 4 uger skulle huset være lukket af. Så det bliver super spændende at følge med den næste tid.

Eltegning v6

Så er eltegningen ved at være på plads. Alt i alt en ekstra regning på 50.000kr i forhold til hvad man får med i en standard el pakke fra HusCompagniet, hvor vi havde budgetteret med 30.000kr.

Til andre der skal bygge er rådet fra vores side at man får prislisten så hurtigt som muligt, så man kan se listepriserne på de enkelte tilvalg og ændringer. Der er ingen tvivl om at der bliver hentet på tilvalg i form af priserne generelt ligger som minimum på hvad listeprisen generelt er.

For de ekstra 50.000kr får vi:

  • Strøm til Sonos under loftet (kun på ønskede steder)
  • Tomrør med blændæksel til 3 PDS stik i stortset alle rum
  • Tomrør til baghøjtalere i stue
  • Tomrør til skjult kabelføring i stue (fra tv til receiver)
  • Ekstra belysning udenfor med en lidt bedre lampe
  • Astro ur til styring af lys så det selv slukker i dagstimer
  • Lyssensor udenfor til nordsiden og til garagen indvendig ved bevægelse
  • Lysdæmper i 2xbad, 2xstue, 2xkøkken og 1xentre
  • Spots i køkken, walkthrough, entre og bryggers (og ekstra i bad)
  • korrespondance tændning i alle større rum og gangarealer
  • Tomrør til video overvågning
  • LED loftslys til loftsrum

Generelt har den store afskrivning været til spots og lysdæmpere som ligger højt i forhold til markedsprisen. Men det er en af de ting der ikke er så meget at gøre ved da det bliver noget bøvl at lave efterfølgende – og vi reelt ikke kan/må lave noget som helst før huset er overdraget. Jeg har nu sendt de sidste rettelser til dem (tror jeg), i forhold til montering af pds stik i køkkenet og kamereplacering. Så håber jeg vi har ramt plet nu og så er der kun en snak med VVS firma, samt maler tilbage.

Terrændæk med skønhedsfejl

Så er terrændækket færdigt og klar til at der kan rejses vægge på i næste uge. Selvom det ikke blev dækket af på nogen måde, ser det ud til at resultatet er blevet ok. Nu kan vi efterhånden fornemme hvordan huset bliver i forhold til størrelse og fra i næste uge kommer til det til at gå rigtig hurtigt.

Vi kan se at der bliver lidt mere opkørsel til vores garage end vi havde forventet, så det kan være vores oprindelige plan med granit skærver ikke nødvendigvis er den bedste idé når det kommer til stykket.

  

Nedenfor er vores badeværelser og gulvvarme. Jeg er spændt på om de får isoleret helt op ved slangerne, hvor der er et par blottede slanger som ligger helt frit.

  

Terrændækket bærer MEGET præg af smårevner ved stort set alle steder hvor betonen er “brudt”. Det ser heldigvis ud til at det kun er i overfladen, men i forhold til de andre bygge firmaer vi har set er der 3-4 gange flere smårevner hos os.

 

I forhold til hvor tæt isoleringen ligger til ydersoklen, er der flere steder hvor man kan få en finger ned uden problemer. Jeg håber så ikke det betyder at indervæggen bliver rykket tilsvarende ind i huset da det reelt vil koste dyrbare m2.

Jeg har nævnt det for HusCompagniet, så jeg forventer de er obs på den eventuelle problematik.

Som det også ses nedenfor har man forsøgt at fjerne det beton som er gået over isoleringen – men med et noget blandet resultat syntes jeg.

Derudover mangler der stadig leca ved alle nedløb og efter weekendens vandmasser, står der nu vand ved nogen af dem. Hvis ikke det drænes væk før man går videre, vil der være fugt i isoleringen fra starten af!

Så blev soklen færdig

Så blev soklen færdigstøbt og står nu klart til at tørre de næste uger. Det har taget 2 arbejds uger alt-i-alt for at blive færdig med det hele, inkl. vand, dræn omkring grunden, afløb og kloakering.

Den første uge blev brugt på at grave ud og sætte sokkelkanten og isolering.
  

Anden uge blev brugt på slanger, isolering og blev afsluttet i dag med at det hele blev støbt.
 

Der er ikke blevet dækket af på nogen måde og enkelte rør står uden “prop” på. Så vi kommer til at holde ekstra øje når det bliver kritisk at der er ordentligt dækket af.

Vi spurgte HusCompagniet om det ikke var en idé at sætte et skilt op om at det lige var støbt. Men det er ikke noget de gør i – så vi må bare håbe at der ikke render nogen rundt de næste dage mens det tører.

Super service fra Power

Efter vores “knap så gode møde” med Skousen, har vi nu valgt at købe de første hvidevarer selv hos Power i Randers. Må sige at vi har sjældent oplevet så god service som Power i Randers og EL-Giganten i Viborg har givet i forhold til spørgsmål, løsninger og priser.

Vi kommer til at undvære hårde hvidevarer de første dage, da vi ikke må få adgang til at montere det før vi overtaget huset.

Grundet vores køkken har vi været nødsaget til at købe indbygnings skabe, da vi ikke stolede på det forslag som HTH kom frem til. Af selvsamme grund blev det Power der skulle levere, da EL-Giganten desværre ikke kunne levere ret meget til indbygning.

EL Giganten var super professionelle og sagde selv at Powers køl og frys var et super godt tilbud.

Vi endte med et AEG SKE81826ZC Køleskab og en mathcende AEG ABE81816NC Fryser. Begge dele integrerbart med en “fresh zone” og virkede til at være en god kvalitet.

Vi faldt for en  ASKO OVN (model OP8636S), som står rigtig pæn i design og skulle være en ret solid kvalitet, hvorfor vi gik en klasse op i forhold til hvad vi havde planlagt. Tilsvarende gjorde vi det samme med opvaskemaskinen, hvor vi endte i en lidt større maskine her også (ASKO D7300FI), men til en familie på 4, tænker vi det er givet godt ud.

Så graves der

Fik i dag en god fødselsdags gave fra HusCompagniet. De er kommet lidt foran, så de ville begynde at grave ud til soklen på huset.

Vi var forbi her til aften, hvor de netop var startet med at grave kanten af nordsiden.

Nu bliver det så spændende at se hvor hurtigt de får stablet jorden op, uden de kommer i plads problemer. Vi har på forhånd aftalt med dem, at de skulle flytte jorden så langt som muligt mod syd, hvor vores egen entreprenør ville tage sig af det.

Men der hvor han deponererede mens vi var der, var lige ved siden af ham selv, så jeg håber han blot stabler ovenpå så vi kan klare hele opgaven når vi skal i gang med at lave have og indkørsel.

Skjult omkostning hvis ikke du passer på

Så fik vi hul igennem til Pro Elteknik, samt en invitation til en samtale. Samtalen fandt sted 09:00 til 14.00 i Herning.

Sammen med indkaldelsen modtog vi et udkast til en elplan. Der var tale om et udkast, så vi havde noget at snakke udfra, hvor det helt basale er tegnet med på.

Vi havde efterfølgende et møde med dem, hvor der var afsat 2 timer. 2 timer, som blev til 5 timer alt i alt – men det var givet godt ud. De var super flinke og vi har nu en 95% færdig eltegning. Den bliver så helt færdig når de kommer tilbage fra ferie sidst på måneden.

Så tak for en god “kundedag” til Pro Elteknik. Det tog sin tid, men vi følte os i sikre hænder og fik godt med og modspil.

Så de 30.000kr vi har sat af til ektra spots, tomrør, samt PDS kabling, får meget hurtigt ben at gå på. Så vi var meget spændt på slut beløbet, som desværre ligger noget over.

Så husk at sætte ekstra-ekstra af til el – for tingene løber hurtigt op i forhold til det basale der ligger i et standard hus.