Stadig huller i osten

Så er der næsten muret en fjerdedel af huset, trods det danske “sommervejr”. Derudover er der sket en pæn del inde i huset. Der er kommet dampspærre op på alle lofter og det første lag gips er kommet på plads, så nu er det klar til vores Troldtekt når det kommer.

Dog er der stadig lidt “huller” der stadig ikke er blevet lavet, så lige nu er der en utilsigtet gennemgang imellem vores depot og vores teknik rum.

Rummene er rigtigt begyndt at tage form efter der er kommet vindueskarme op.

  

Selvom der stadig er et godt stykke vej – er det begyndt at ligne et hus nu dele af murværket står færdigt og gipsen sidder på alle lofter.

Murede vindueskarme

Så er vores vindueskarme færdige, med det rigtige udspring på 1cm i alle rum. Dog uden i vores soveværelse, da det vil gøre rummet mere fleksibelt hvis vi vælger en anden type seng.

 

Derudover er der blevet rettet op på det lille stykke væg, der var 1cm for tyk i forhold til resten af rummet. Langt bedre løsning end den oprindelige plan, så det er vi superglade for at vi foreslog.

Der er dog stadig store huller i væggen mellem depot og teknik rum.

Der er også kommet dampspær op i alle rum nu, så det er klar til gips som skal være under vores troldtekt lofts plader.

De er begyndt at mure rundt om hjørnet, men er ikke nået så langt grundet det elendige vejr. Men det de har fået lavet ser rigtig fint ud, så vi glæder os meget til at se det færdige resultat udenfor.

Huset står og affugter lige nu, men kan se på det indvendige at der er et godt stykke vej endnu, før væggene er klar til næste skridt.

Unødigt vandforbrug

Gentagne gange har jeg sagt at vi gerne så at der blev lukket for vandet når byggepladsen blev forladt, eller som minimum at de fik tætnet slangerne.

Gentagne gange har jeg lukket for vandet når jeg er kørt forbi – men i dag er huset lukket helt af og må blot se til at vandet fosser ud.

Som minimum kunne slangerne bliver tætnet, for der render generelt flere liter vand ud i løbet af dagen.

Desværre forbliver det uløst og henkastes som en bagatel – men bliver til en større vandregning til os, da vi selv står for vandregningen!

Men udover der ikke er taget hånd omkring vandsvineriet, er de begyndt at mure. Så nu bliver det rigtig spændende at se huset – da det nu får farve på ydersiden. Vi må så håbe vi har valgt rigtigt og at vi kan lide farven.

  

Jeg kan dog stadig ikke blive helt klog på den jerndrager, der skal støtte op omkring huset, da den er sat i terrændækket og skruet i porebeton vægen. Regner med at den så skal fæstes mod taget, men hvis de murer op – fæstes den ikke umiddelbart yderligere?

  

Undertag

Så er huset ved at være beskyttet imod den danske sommer. De har nu fået lagt undertag på hele huset og er klar til de midlertidige tagrender.

 

Garagen er nu isoleret i først lag, som resten af huset, og vores trappestige er monteret. Desværre kan vi ikke komme op og se om de har gjort så det er muligt at komme op på lofter over garagen, da lemmen er lukket.

   

Vores alrum er nu mere komplet og man kan fornemme hvor stor en forskel de 15 graders kip gør i forhold til rumfølelsen. Det skal nok blive helt godt når vi får fjernet vores “jordvold” som blokerer udsigten.

  

Porebetonnen har fået en del knubs langs ydervæggen, men regner med at det bliver rettet til når de skal i gang med at rette op på de knubs der er kommet undervejs.

  

Og 3. gang var lykkens gang. De lykkedes dem nu at få de 2 rør ført ind i serverrummet, hvilket har efterladt et pænt hul i væggen samt en klat friskblandet gulv i både depot og serverrum.